Som svensk kvinde og opvokset i en feministisk familie med meget stærke kvinder i generationer, synes jeg det er noget komplet gejl, at man nu leger med tanken om at indføre kønsmærkater på film i danske biografer, efter svensk model. Alt efter hvor mange kvindlige skuespillere der er med i filmen eller ej, får det et markat – duer / duer ikke.
Artikel fra politiken her.
Ved kvotering, mærkning eller anden form for kasseputteri, fratager man publikum delvist eller helt ansvaret for at tage stilling, fordi filmen på forhånd er mærket efter predefinerede kriterier. Jeg synes personligt, lige meget hvor svensk og hvor feministisk jeg er på mit pas og i mit hjerte, at mærkning af kunst er fuldstændig uhørt. Man kan ikke sidestille kunst med mad eller økoprodukter, lige meget hvordan det påvirker vores hoved og krop. Det handler om ånd, ikke hvad man kan købe i SuperBedst. Og jeg synes heller ikke, at man kan sætte det i parallel til adersmærkning på voldelige film, hvornår børn anses være modtagelige overfor indholdet. Kunst til voksne, er kunst til voksne under eget ansvar – og en cencur eller udvælgelsesprocess degraderer desværre udtrykket til statestik og ikke til indhold, fortolkning og kvalitet.
Hvis vi skal have flere kvinder ind i brancherne, hvilket jeg synes vi skal, så begynd dog at skrive, male, opsætte teater, lave film og skabe skabe skabe visioner så ALLE kan se hvordan en anden virkelighed kan se ud. I stedet for sætter man sig i opposition til det eksisterende. Det kommer der ingen alternativer ud af, kun negativitet og stilstand.
At skabe alternativer til det eksisterende er dit ansvar. Det er mit ansvar. At modreagere på det man mener er tilfældet, med en mærkatordning, er ikke at skabe en anden og bedre virkelighed. Det er at bekræfte, den eksisterende virkelighed – det er passivt og det er der aldrig kommet forandring ud af.
Så mit ønske er, at fædre, brødre, kærester og andre af de fantastiske mænd som jeg kender og ved eksisterer derude, bliver ved med at opfordre og støtte deres mødre, søstre, kærester, døtrer og veninder i at gå ud og lave den forandring. Det er et fælles ansvar vi alle bærer. Og det er ikke dem mod os. Det er os.
