Der er sket mange ting efter min udnævnelse til Future Young Sustainability Leader 2014 og mit møde i Oslo.
På Oslofjorden, under skibets master da vi gled af sted på over det blikklare vand, gik en lille drøm i opfyldelse. Hunter Lovins, en kvinde på min højde, men dobbelt så bred med Stetson hat og ørneskarpt blik, kom hen til mig og spurgte om jeg ville samarbejde med hende. Hun havde hørt jeg havde brug for det i led af mit studie, men det var en start og forhåbentlig vil det blive til mange års fremadrettet arbejde og venskab. Men der var ét krav. Jeg skulle først til Indien og trænes af økonom Pavan Sukhdev, som leder Green Indian State Trust, som arbejder med hvordan vi gør en grøn virkelighed mulig. Mit hjerte sad fast i halsen i et par minutter. Tænk, her stod jeg med to af verdens mest prominente grønne tænkere, og alt tog pludselig en hurtig drejning. Men det der gjorde det største indtryk var al den erfaring i deres liv og i deres blik, som de lånte mig i dét øjeblik vi indgik vores aftale.
Da jeg kom til USA i 2013 havde jeg lovet mig selv: Ikke mere amatørisme. Ikke flere halvhjertede og uigennemtænkte projekter, der aldrig helt lykkes. Ambitionen skulle være højre, boksens vægge lettere gennemtrængelige og der skulle være højt til himlen, alt i mens jeg brugte mine to år i USA på at blive professionel. Og langsomt så det ud til at lykkes.
Og her stod jeg, med to helte, på hver deres måde, som ville have fingrene i mig. Og det var ikke så meget det, at de ville samarbejde med mig, men det var muligheden for at kunne blive professionel og dygtig på mine og deres præmisser. For jeg ved, at af dem, ville jeg kunne lære ualmindelig meget.
Til mødet var også Rajendra Pauchari, som vandt Nobels Fredspris i 2007 for hans arbejde mod klimaforandringer. Han trak mig til side i frokostpausen og spurgte mig ét lille spørgsmål, der gjorde enromt indtryk. “Se ind i dig selv, hvor er du henne i verden, når du mærker, hvorfor du arbejder med bæredygtighed?” – Som ramt af en kastevind var jeg tilbage i Sverige, i min barndom, i bjergene, ved den brusende elv, ved riddersporene langs vejkanten, ved skænderierne med min ingeniør morfar om hvorvidt der skulle lægges en vej tværs over fjeldet eller ej, ved hans smukke ord, om at blomsterne er smukkest der hvor de står, ikke når de er plukkede og døende. Og lige dér fik jeg mig en åndelig mentor. I hans brev skrev han til mig for nylig:
“To me being next to such a bright, sensitive and unique human being was really “the road less travelled”, or, in fact not travelled at all. Yes, I too felt peace within at the totally unanticipated experience of coming to sense the existence near me of a twin soul. Hence, it was I who had reason to feel more than inspired. You are young, and you gave me the feeling that the future of humanity and the fate of this planet are safe in hands like yours. Only, it is so improbable that there would be others like you, and hence, there will be times when you will feel alone and as though you are swimming against the tide. But history has shown that it takes very few to attain so very much, as I know you will indeed. You will count and you will make a difference.”
Et budskab jeg vil dele med dig, for dette er ikke kun til mig – dette budskab er til alle os, der ønsker, at løse de fatale problemer vi står overfor, til dem der gerne vil finde sig selv, men føler sig tabt. Til dem der bliver grinet af for at tænke anderledes. Det har været mig i mange år, men dem der først grinede, er efterhånden begyndt at lytte. Og jeg byder dem hellere end gerne velkommen.
Det lyder, som en sang, jeg har hørt mange gange før. Men at se på ens rene følelse af, hvad man vil i livet – gøre ens mål helt rent og fokuseret, er nok det vigtigste man kan gøre for sig selv og andre. Jeg vil gerne vågne op en morgen og kunne sige: “jeg er så heldig, at jeg arbejder hver dag, med noget der er livsvigtigt for menneskerne på den her jord”. Og det kræver indsats og meget hårdt arbejde.
Mit ønske er, at holde op med at kæmpe for at være spiselig, og blive en grå del af den grå mængde, som alle er bange for hvad andre må tænke om dem. Tør man dykke ned i kilden, hvor ærligheden og skaberkraften flyder får man folks opmærksomhed.
Det er ærligheden folk kan mærke. Ingen bryder sig om smarte ord eller konsulenter, der tror de kan komme ind på en arbejdsplads og vise dem der har været i faget i årevis, hvordan de skal gøre sit arbejde. Det er der ingen ånd i, og det er ånden vi må genfinde.
Da jeg sad i Oslo, med de dygtigste klimafolk, blev det klart for mig; at selvom vi er gode til at bryde ud af boksen, fordi vores profession kræver det var det alligevel svært. Også selvom der blev talt meget om, at de ikke-grønne skal ud af deres og se “virkeligheden”. Hvad betyder det? At det er menneskeligt.
Mange blev chokerede da jeg kærligt, men venligt skældte dem ud. Men jeg har lidt at miste, og deri ligger den største styrke overhovedet. Så kan du tillade dig at være ærlig og få folks opmærksomhed. En velsignet position. Efter kom de og ville dele sine tanker og følelser, og det er dér i følelsen, at man må ramme folk.
Man skal ikke blokere hjertet ved at fylde ørerne med fakta og løsninger. Eller ens egne ører, for den sags skyld.
Nu venter Colorados bjerge på mig, når jeg kommer hjem fra monsunregn og millioner af mennesker i Mumbai. Der venter udfordringer og hårde dage med slid, for at tvinge min hjerne ud af dens vandte folder. Få min krop og vaner til at følge efter. Det er som at lære sig en koncert udenad. Noderne og musikken skal glide sammen med fingrene og blive til ét. Det er også sådan det er, når man gerne vil ændre nogle ting her i verden.
Jeg glæder mig til at dele mine eventyr i Indien med jer.
På gensyn!
